onsdag den 23. marts 2011

Æblet falder ikke langt fra stammen.

Efter en dejlig dag i vuggestue kom Freia hjem og var dejligt frisk, så vi fik fundet påskeæggene og tuscherne frem, og så blev der ellers malet.

Æggene er plasticæg købt i Panduro, og der skulle egentlig være brugt akrylmaling til dem, men vi fandt ud af at normal tusch fungerede ganske udmærket.

Freia har valgt hvilken farve hun vil farve med.
Så bliver der malet.
Det skal lige undersøges inden at der skal males på det.
Så efter en god lang eftermiddag fik Freia malet 9 æg - så nu er der til alle bedsteforældrene samt oldeforældrene.

Freia ville rigtig gerne have malet flere æg, men der skulle jo også laves aftensmad, så det blev kun til 9 - men mon ikke mor finder de sidste æg og tuscherne frem igen på et senere tidspunkt.

tirsdag den 22. marts 2011

Hvad kasserne gemte - Del 2

Så nåede jeg igennem de næste par kasser. Der lå en masse ikke helt færdige bluser/sweatre mv. imellem bunkerne. Må ærligt talt indrømme at størstedelen af dem røg til lodret arkiv. De af dem, hvor mønstret lå ved og det så ud til at det er noget jeg kan finde ud af er kommet i måske bunken - enten bliver de gjort færdige på et tidspunkt, eller også bliver de trævlet op og garnet brugt til andre ting. De ting der er røget ud har også været strikket med noget meget kraftigt og kradsende garn, som jeg slet ikke kan forestille mig at bruge til ungerne eller andre - måske lige sokker, men det er også begrænset hvor mange sokker jeg gider sidde og strikke.

Jeg har fået samlet de første poser med restgarn, der skal bruges til huer til de for tidligt fødte inde på Riget. Der skal nok dukke en masse mere op, så nu må vi se hvor meget det bliver til.

Fandt 2 tupperwareskåle med låg fyldt med knapper, en stor kasse mere med strikkepinde samt et par syæsker med sytråd og nåle. Så det kommer jeg i hvert fald ikke til at mangle lige foreløbig.

Eftermiddagen kommer til at gå med at få kigget de næste 2 kasser igennem for mønstre, samt få støvsuget og lagt vasketøj sammen. Vil få lidt frokost og så gå i gang - skal helst være færdig inden Freia skal hentes i vuggestuen.

mandag den 21. marts 2011

Hvad kasserne gemte.

Idag kom min lillesøster Camilla forbi med et halvt kælderrum med kasser - nok en 20-23 stykker plus diverse poser. I kasserne og poserne ligger der for det meste garn, men den ene kasse, som jeg tog med op var en sand guldgrube.

De øverste lag bestod af gamle "Alt om håndarbejde", "Burda", "Alt for damerne" og flere andre magasiner med snitmønstre mv. tilbage fra 1962. Så det var bare at gå i gang med at kigge dem igennem, og der lå i hvert fald de næste 20 hvis ikke 30 kreaprojekter klar, så der er nok til de næste mange år.

I de nederste lag begyndte de rene nostalgiske ting så at dukke frem - inklusiv en masse poser med gamle billeder af familien - helt tilbage til mine tipoldeforældre.

Kommer et par stykker af dem ind her.



Min mormor med min moster Kirsten i klapvogn og min morfar med min mor på skulderen.
Billedet er taget i Oslo på nationaldagen - 17.Maj 1960


Igen min morfar med min mor på armen og min mormor med moster Kirsten i klapvognen



Min mor og moster Kirsten i parken



Min mor og moster nu i skolealderen.

De to billeder af min oldemor og oldefar, som jeg bedst husker fra når vi var på besøg hos mormor og morfar.

Min mormor sammen med sine to brødre Holger til venstre og Harry til højre.
Der er simpelthen så mange billeder, at det vil tage flere uger at få dem scannet ind og behandlet i Photoshop, så der er nok at gå i gang med. Vil gå ned i kælderen og se hvad den næste kasse gemmer - fortsættelse følger...

søndag den 13. marts 2011

Emmas drager

Jeg blev færdig med Emmas trøje i fredags. Så det fejrede vi med at vi tog ud i Stof2000 for at købe knapper til den. Hun valgte nogle lyserøde knapper formet som en hund. Fik en lang liste med hjem med alle de ting hun godt kunne tænke sig - flere trøjer/sweatre i alle mulige farver, og med blomster og lignende på.

Emma har snart fødselsdag, og da jeg ved at hun er helt vild med drager, så har jeg fundet et mønster på en rigtig flot drage til at brodere, samt en til at applikere på enten en trøje eller noget sengetøj.

Broderet drage og Applikeret drage.

Den applikerede drage er ret stor i det så det er ikke helt sikkert at den kan være på en bluse, men den kan helt sikkert være på et dynebetræk eller et helt tæppe. Nu er hun jo en pige, så de kommer begge til at være i "pigefarver".

Nu er der heller ikke så lang tid til jeg får mit kreaguld hjem, så mon ikke der er nogle stofrester, der kan bruges til at applikere med, både til niecerne, men også til tøsen og lillemanden.

tirsdag den 8. marts 2011

Emmas blomster og Freias kirsebær

Nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at få lavet min egen blog. Er på barsel med vores yngste - lille Gustav på 4 mdr. Det er ikke fordi der er så meget tid til kreative sysler når man har to små under 2 år, men lidt har jo også ret.

Jeg har for nyligt arvet min elskede mormors kreaguld - mere end 20 kasser med garn, stof og mønstre mm. som hun har samlet sammen over et helt liv.

Min mormor har altid været et kreativ forbillede for mig. Så længe jeg kan huske har hun altid siddet med et par strikkepinde i hænderne, og har masseproduceret den ene bluse efter den anden. Da jeg var barn nød jeg godt af hendes kundskaber, både i form af varme sweatre til mig selv, men også i sommerferierne, hvor det godt kunne blive lidt kedeligt en gang i mellem at sidde og se den samme film for 3. gang den dag, fordi det var for dårligt vejr til at lege udenfor. På sådanne dage blev vi piger inviteret til at sy, hækle, strikke og brodere alt det vi havde lyst til.

Efter min mormors død i midten af Februar 2011 fik jeg kigget den første stak af hendes opskrifter igennem. Jeg fandt bl.a. snitmøsntret til et par overalls som hun havde lavet til mig da jeg var godt 2 år gammel - så det skulle da lige afprøves på datterens nye vuggestue bukser.

Der er tale om ren nostalgi og retro i den helt store stil her. Mønstret er vel omkring de 30 år gammelt - men nøj hvor er det bare lækkert. Så jeg fandt en god rest babyfløjl frem samt lidt sjovt stof til smækken og fik følgende bukser ud af det:


Freias kirsebærbukser - de blev lidt for lange i benene, men det kan der heldigvis rettes op på.



Smækken helt tæt på. Jeg har stikket den med en grøn tråd der passede godt til både kirsebærrene og det lilla babyfløjl.



Bagpå er der kommet et stykke elastik ind for at de sidder tæt indtil kroppen.
Ja det er utroligt hvad man kan nå på en formiddag mens mindstemanden ligger og sover.

Lige indtil sin død har min mormor siddet og strikket - især til sine oldebørn. Både Freia og vores niecer har nydt godt af det. Vores ældste niece Emma er efterhånden blevet så stor at hun gerne selv vil bestemme hvordan at hendes bluser skal se ud, så da jeg snakkede med hende sidst sagde hun at jeg godt måtte lave en trøje til hende. Den skulle være lyserød og have blomster på. Så ud i det efterhånden store arkiv for at lede efter et mønster, som var egnet til det. Det blev en lidt sammensat affære, da der ikke rigtig var noget, der passede ind i det billede jeg havde i hovedet.

Blomsterne fandt jeg 4-5 forskellige mønstre på - det ældste fra et blad fra 1966. Selve det at hækle blomsterne har været det mindste - det tager max. 5 minutter at hækle en enkelt en af de store, de små tager 2 minutter. De mindste blomster bliver broderet på - en masse små millefleur blomster.
Jeg har indtil videre fået lavet forstykkerne, og bagstykket samt nogle af blomsterne, der skal på. Jeg har ikke lige bestemt med mig selv hvordan ærmerne skal se ud. På bærestykket på trøjen har jeg brugt perlestrik, og spørgsmålet er om det skal overføres til ærmerne også, eller om jeg "bare" skal fortsætte med glatstrik. Tror lige jeg må sove på det.


Her til sidst et billede af broderiet på det ene forstykke. De tre store blomster er hæklede og stænglerne og de små blomster er broderet på.

Det var alt fra mig af på denne utroligt smukke solskinsdag.